Webradio og Podcasts

Webradio

De penge vi modtager fra større kommercielle webradioer afregnes ved at genbruge rapportering fra de kommercielle fm-radiokanaler. 

Små webradioer med mere nicheprægede repertoirer afregnes efter samme principper som normale hjemmesider. Her er det indehaveren af hjemmesiden, som er ansvarlig for at indsende rapportering, som efterfølgende danner grundlag for afregningen. Da mange af denne type webradioer har svært ved at levere komplette oplysninger om musikværker og -forbrug, er det som medlem en god idé at gøre Koda opmærksom på, når din musik afspilles på en webradio.

Al form for simulcast – dvs hvor en eksisterende fm-radiokanal udsendes via en internetplatform – afregnes ved at genbruge rapportering fra den tilsvarende fm-radiokanal.

Podcast

Podcast er en metode til udgivelse af lyd- eller videofiler på internettet, der bl.a. bruges af tv- og radiostationer, som streamer deres programmer på deres hjemmesider.

Koda afregner musik i podcasts ved at lægge afregningsbeløbet for internet-brugen oven i afregningsbeløbet for den almindelige tv/radio fremførelse.