Du er herForside>Medlem>Spørgsmål og svar>Musikrapportering
Del

Musikrapportering

Du kan læse mere om rapportering under siden Afregning.

Vis alle / Skjul alle

Vis/skjul svar

Hvad er rapportering?

Det vi i KODA kalder rapportering er oplysninger om den musik, der er spillet offentligt fx på tv, i radio eller til koncerter. Rapporteringen skal altid indeholde oplysninger om hvilken musik, der er spillet, hvem der har skrevet musik og tekst, hvor det er spillet og musikkens varighed. Desuden kan rapportering også fortælle om musikken er afspillet fra cd, live eller om der er tale om en jingle. Det afhænger alt sammen af hvor musikken er spillet, og hvad der er aftalt mellem KODA og musikbrugeren.

Vis/skjul svar

Hvorfor skal man rapportere?

Al rapportering, som vi modtager, danner grundlag for den afregning vi senere foretager til komponister, tekstforfattere og musikforlag. Uden rapportering ved vi ikke, hvem vi skal afregne de opkrævede beløb til. God og nøjagtig rapportering er altså uhyre vigtig, for at KODA kan foretage en korrekt afregning.

Vis/skjul svar

Hvem skal rapportere?

Som regel er det den, der gør musikken tilgængelig for alle andre, der står med ansvaret for at rapportere til KODA – dvs. musikbrugeren. Musikbrugeren kan fx være en tv-station, en lokalradio, menighedsrådet, der holder en kirkekoncert eller en udbyder af en hjemmeside. Når det drejer sig om koncerter, er det i de fleste tilfælde dog mere hensigtsmæssigt at lade de enkelte bands og solister stå for rapporteringen, da det er dem, der bedst ved, hvad der er blevet spillet. Ved rapportering af koncerter er det vigtigt, at samtlige spillede værker skal rapporteres, uanset hvem der rapporterer.

Vis/skjul svar

Hvordan bliver musik rapporteret ved koncerter?

  • Rapportering af musikbrug ved koncerter skal altid være komplet (det vil sige 100 pct. rapportering til KODA). Rapporteringen skal omfatte samtlige spillede titler. Rapportering af koncerter skal sendes til KODA, senest 1 måned efter koncerten har fundet sted.
  • På koncertområdet har koncertarrangøren fuld rapporteringspligt i puljerne "Subventioneret Kirkekoncert" og "Subventioneret afregning", der blandt andet omfatter koncerter med landsdelsorkestre, UT-koncerter (Unge Tonekunstnere), på musikkonservatorier samt i en række musikforeninger. Ved disse såkaldte klassiske koncerter er der ofte et trykt program. Det gør arrangørens rapporteringsopgave lettere, da det trykte program blot kan indsendes til KODA.
  • I puljerne "Vederlagsbestemt afregning" og "Spillesteder og periodisk optræden" er situationen lidt anderledes. Ved arrangementer i disse puljer er det til dels koncertarrangørerne som rapporterer, men ofte er det de udøvende solister og orkestre, som udfylder KODA-listerne. Det kan betyde, at ikke al musik på dette område bliver rapporteret, herunder standardnumre og coverversioner fremført af kopibands. Men komponister og tekstforfattere til denne musik, har også krav på betaling for brug af deres værker. Hvis du således opdager, at solister/orkestre spiller dine musikværker uden at indsende rapportering, vil vi gerne have besked om det for at kunne kontakte de pågældende og dermed indhente rapportering.

Med hensyn til rapportering prøver vi at gøre det lettere for orkestre, solister og andre optrædende at udfylde KODA-listerne:

  • eKODA-lister - nemt og hurtigt via internettet

Via "Mit KODA" kan du rapportere livearrangementer on-line her på hjemmesiden. Det er den mest brugervenlige måde at rapportere på, da den indeholder og gemmer alle oplysninger om sætlister, fremførte værker mm. Via "Mit KODA" er der desuden adgang til at se egne værker og egne afregningsbilag, ligesom det er muligt at anmelde nye værker via eAnmeld.

  • Fortrykte KODA-lister - på papir

Hvis du fortsat ønsker at rapportere på papir, kan du indsende en liste over dit/jeres standardrepertoire, hvorefter vi printer repertoiret på KODA-lister, og sender dem til dig.

Ved at benytte en eller flere af ovenstående muligheder holdes vores administrationsomkostningerne nede, så afregningsbeløbet til rettighedshaverne bliver størst muligt.

Vis/skjul svar

Hvordan bliver baggrundsmusik rapporteret?

Som medlem har du også mulighed for at få betaling for den musik, der benyttes som baggrundsmusik i butikker, restauranter, på cafeer, fitnesscentre eller hos frisøren.

Der bruges baggrundsmusik rigtigt mange steder. Derfor er der her tale om et område, hvor det hverken er praktisk muligt eller økonomisk forsvarligt at indhente egentlig rapportering af den musik der spilles. Vi indhenter derfor ikke egentlig rapportering for musik, der bruges som baggrundsmusik.

I stedet afregner vi ved at genbruge rapportering fra andre fremførelsesområder, der i forskellige kombinationer, giver et repræsentativt billede af den musik, der spilles på det pågældende område. På den måde bruger vi ikke omfattende ressourcer på at indhente og behandle rapportering af baggrundsmusik.

Baggrundsmusik i diskoteker og klubber afregnes derimod på baggrund af en årlig liste over de mest spillede musikværker. Listen dannes hver uge udfra minimum 125 DJs Top 20 hitlister fra de 100 største diskoteker og klubber i Danmark. I 2004 indeholdt rapporteringslisten mere end 400.000 fremførelser.

I særlige tilfælde er det muligt at få afregning for intensivt benyttet specialkomponeret baggrundsmusik, fx ventemusik i telefonen, musik i fly - samt musik brugt i forbindelse med behandling hos fx tandlæger mv. Læs mere her.

Afregning på området for baggrundsmusik sker i følgende puljer:

Baggrundsmusik: Radio i dagtiden (xx)
Baggrundsmusik: Diskoteker og klubber (x)
Baggrundsmusik: Udvalgte radio/ tv udsendelser (xx)
Baggrundsmusik: Indspillede værker fremført live (xx)
Baggrundsmusik: Evergreen (xx)
Baggrundsmusik: Specialkomponeret musik o.l. (x)

x) Rapportering indhentes
xx) Genbrugsafregning

Du kan læse mere om rapportering og afregning af baggrundsmusik her.

Vis/skjul svar

Hvordan rapporterer du musik som spilles på internettet?

  • Brugere af musik på hjemmesider har 100 pct. rapporteringspligt overfor KODA.
  • Hvis du ved, at din musik ligger på andres hjemmesider, kan du sende os oplysningerne om det på rapportering@koda.dk Hvis vi ikke allerede har en aftale med den pågældende udbyder, sørger vi for at der indgås en aftale.
  • Hvis du har dine egne værker liggende på din egen hjemmeside, skal du have en tilladelse fra KODA/NCB, da vi jo forvalter dine rettigheder. Det koster dig ikke noget at have din egen musik liggende på dit eget site, når bare følgende forudsætninger er opfyldt:

1. Musikværkerne skal udbydes gratis, ligesom der ikke må kræves betaling for at lytte til eller downloade musikken. Der må heller ikke være indtægter i form af fx. salg af bannerreklamer.

2. Indehaveren/indehaverne af websitet skal have samtlige rettigheder til de musikværker, der udbydes på sitet. Coverversioner af andres numre er således ikke omfattet af aftalen.

3. Websitet skal være dit eget site. Du behøver ikke at have registreret dit eget domænenavn, men du skal have den fulde ret over sitet.

Du kan indgå din aftale med KODA her.

  • Vær opmærksom på, at da du ikke skal betale for at have musik på dit eget site, modtager du heller ikke afregning for det. Du skal heller ikke oplyse hvilke af dine titler, du har liggende.

Klik her for at læse mere om rapportering og afregning for internet.

 

Vis/skjul svar

Hvordan bliver musik rapporteret i radio og tv?

Rapporteringen af musikforbruget inden for radio og tv kan enten være komplet (det vil sige 100 pct. rapportering til KODA) eller baseret på stikprøver.

Fuld rapporteringspligt

På områderne landsdækkende og regional radio/tv, kabelfødt tv, samt satellitradio og -tv, der opsendes fra Danmark, giver KODA kun tilladelse til, at der spilles beskyttet musik, hvis stationen rapporterer hele musikforbruget. For TV3 og TV3+ gælder dog afregning via 20% stikprøve.

Stikprøve

Hvad lokalradioer angår, indhenter KODA en stikprøve på fem procent af lokalradioernes årlige musikforbrug, svarende til mere end 200.000 fremførelser. Det totale antal fremførelser udgør dermed mere end fire millioner spillede musikværker pr. år.

Hvis alle de fremførelser skulle rapporteres til KODA, ville der kun være få øre til fordeling blandt rettighedshaverne. Vi skønner, at over to tredjedel af det tocifrede millionbeløb, som årligt indbetales fra lokalradioerne, ville gå til udgifter ved behandling af rapporteringen med henblik på afregning, såfremt alle tv- og radiostationer skulle rapportere 100 ptc. Stikprøver er med andre ord en nødvendighed, men også en fordel for lokalradioerne. Det ville formodentlig slet ikke kunne lade sig gøre for lokalradioerne at rapportere 100 pct., da driften ofte er baseret på ulønnet arbejdskraft. For lokal-tv er stikprøven fra 2007 på 20 % og der rapporteres 12 uger.

For at opnå størst mulig statistisk sikkerhed, gennemføres stikprøven så alle lokalradioer og lokal tv-stationer er repræsenteret. Af praktiske hensyn er en rapporteringsperiode på ugebasis, således at hver lokalradio rapporterer to eller tre ugers musikforbrug årligt. Hver lokal-tv station rapporterer fra 2007 12 uger. Hvilke uger, der skal rapporteres, er baseret på statistisk udvælgelse.

Du kan læse mere om rapportering og afregning for de enkelte kanaler ved at gå ind på følgende links:

DR-radio og DR-tv

TV 2

DK 4

SBS TV

TV3 ogTV3+

Grønlandsk og færøsk radio og tv

Lokaltv

Lokalradio

Kendingsmelodier, jingler, reklamespots, etc. i radio/tv

Radio og tv via kabel og satellit

 

The Blue Van

PORTRÆT

Danmark er klar til rigtig rock

Læs og lyt

Sådan bruger du musik i en butik