Du er herForside>Medlem>Fra værk til udbetaling>Anmeld værk
Del

Bearbejdelse af beskyttede værker

Tilbage til Anmeld værk

Musikværker - beskyttede eller frie

En ophavsmands værker er beskyttede indtil 70 år efter hans/hendes dødsår, og indtil da skal man indhente tilladelse til at sætte ny musik eller ny tekst til et eksisterende værk. Man skal også indhente tilladelse til at arrangere beskyttet musik eller oversætte/gendigte en beskyttet tekst.

Når værkerne 70 år efter ophavsmandens død bliver frie, kan man frit bearbejde dem uden at indhente tilladelse. Vi kan hjælpe med at fastslå, om en ophavsmand eller et værk er beskyttet eller ej.

Når du modtager din tilladelse, skal du sende den videre til repertoire_@If you can read this, please upgrade to a modern browser.koda.dk samtidig med at du laver din værkanmeldelse, så vi har dokumentationen i orden. Ellers kan vi ikke registrere din version eller bearbejdelse.

Ny musik til beskyttet tekst

Når man vil sætte ny musik til en eksisterende beskyttet tekst, skal man indhente tilladelse hos tekstforfatteren, eller det forlag, der evt. repræsenterer ham/hende. Modtager vi anmeldelse fra komponisten af sådan et værk, uden en skriftlig tilladelse fra forfatteren/forlaget, returnerer vi værkanmeldelsen uden at registrere værket. Vi kan hjælpe med oplysninger om, hvor tilladelsen skal søges.

Ny tekst til beskyttet musik

Når man vil sætte ny tekst til eksisterende beskyttet musik, skal man indhente tilladelse hos komponisten eller det forlag, der eventuelt repræsenterer ham/hende. Modtager vi anmeldelse fra tekstforfatteren til sådan et værk uden en skriftlig tilladelse fra komponisten/forlaget, returnerer vi værkanmeldelsen uden at registrere værket. Vi kan hjælpe med oplysninger om, hvor tilladelsen skal søges.

Arrangement af beskyttet musik

Når man vil arrangere et musikværk, skal man først og fremmest have tilladelse hos samtlige komponister til det oprindelige værk. En tilladelse til at lave arrangementet kan medføre, at komponisten/erne giver andele til arrangøren. Men det kan også være, at komponisten/erne giver tilladelse til arrangementet, uden at afgive andele til arrangøren. Er der tekst til værket, kan man også søge tilladelse om at få andel fra forfatteren/erne.

Tilladelse til arrangement

Tilladelse til at lave et arrangement skal være skriftlig, og det skal fremgå af tilladelsen, om der gives andel til arrangøren og hvor stor andelen i så fald er. Modtager vi en anmeldelse af et arrangement uden en skriftlig tilladelse, returnerer vi værkanmeldelsen uden at registrere arrangementet. Vi kan hjælpe med oplysninger om, hvor tilladelsen skal søges.

Arrangør- og oversætterandel

Den maksimale arrangørandel er 16,67%, når der er tale om et dansk værk. Er der tale om både arrangement og oversættelse, deler arrangør og oversætter andelen på maksimum 16,67%. Er der tale om et arrangement af et udenlandsk værk, afhænger arrangørandelen af de regler, der gælder for de udenlandske ophavsmænds forvaltningsselskab.

Oversættelse af beskyttet tekst

Når man vil oversætte en beskyttet tekst, skal man først og fremmest have tilladelse fra samtlige forfattere til den oprindelige tekst. En sådan tilladelse kan medføre at forfatteren/erne giver andele til oversætteren, men det kan også være, at tilladelsen gives uden at forfatteren/erne afgiver andele til oversætteren. For at oversætteren kan få maksimal andel, skal også komponisterne give tilladelse til andele.

Tilladelsen til at lave en oversættelse skal være skriftlig og det skal fremgå af denne, om der afgives andel til oversætteren og i så fald hvor stor den er. Modtager vi en anmeldelse af en oversættelse uden en skriftlig tilladelse, registrerer vi oversættelsen uden andele til oversætteren. Vi kan hjælpe med oplysninger om, hvor tilladelsen skal søges.

Andel til oversætter

Den maksimale oversætterandel er 16.67%, når der er tale om en oversættelse af et dansk værk. Er der tale om både oversættelse og arrangement, deler arrangør og oversætter andelen på maksimum 16.67%. Er der tale om en (dansk) oversættelse af et udenlandsk værk, afhænger oversætterandelen af de regler, der gælder for de udenlandske ophavsmænds forvaltningsselskab.

Sampling kræver ofte en tilladelse

... Jamen jeg har næsten ingenting brugt! Men hvis det værk, du har samplet fra, er beskyttet og kan genkendes i din sampling, så kræver det en tilladelse. Det er også helt op til rettighedshaverne på det værk, du sampler fra, at bestemme hvor stor en andel, de kræver at få af samplingsværket. Hvis du for eksempel sampler fra Michael Jacksons "Bad", så vil arvinger og forlag muligvis kræve en ganske stor procent andel på dit samplingsværk. Selvom du måske kun har brugt 3 sekunder af Michael Jacksons nr. Argumentet vil være at netop de 3 sekunder kan gøre din sampling til et kæmpe hit.

Der er 3 typer sampling

Hvis du tager de ophavsretlige briller på, så er der 3 typer sampling:

  • sampling fra et beskyttet værk
  • sampling fra et frit værk
  • sampling fra en samplings-CD, hvor en særlig licens til fri benyttelse medfølger.

Sampling fra et beskyttet værk

Hvis du sampler fra et eksisterende, beskyttet værk skal du have tilladelse fra ophavsmændende eller deres forlag. Det skal fremgå af tilladelsen, hvilket værk der er samplet fra og hvor stor en procentandel ophavsmændende til det eksisterende værk kræver at få af det nye samplingsværk. Du kan sende os en kopi af tilladelsen pr. mail. Vi kan først registrere andele til nye ophavsmænd, når vi har modtaget dokumentation for tilladelsen. Vi kan hjælpe dig med oplysninger om, hvor tilladelsen skal søges.

Husk også at få en tilladelse fra pladeselskabet til at bruge en given indspilning til sampling. De udøvende kunstnere og producenterne har nemlig nogle selvstændige rettigheder til den enkelte indspilning. Du kan få mere at vide om den type tilladelse hos GRAMEX.

Hvis du ikke har en tilladelse til sampling fra de oprindelige rettighedshavere, kan du risikere at de beder KODA om at spærre for udbetalingen på værket. I værste fald kan der blive tale om en erstatningssag og krav om tilbagetrækning og destruktion af eventuelle udgivelser. Så for din egen skyld skal du altid sørge for at få de nødvendige tilladelser og aftaler i hus, inden du anmelder et samplingsværk.

Sampling fra et frit værk

Hvis du sampler fra et værk, hvor komponisten har været død i mere end 70 år, så er værket frit. Du kan derfor frit bruge værket og lade det indgå i din sampling, uden at spørge hverken arvinger eller forlag om lov. Du skal blot oplyse, hvilket værk du har samplet fra og indsende det nødvendige materiale, så vores musikkonsulent kan vurdere procentfordelingen mellem det nye og det gamle materiale.

Men husk at selvom værket du bruger er frit, så kan det fonogram du sampler fra være belagt med beskyttede producent- og udøverrettigheder. Er det tilfældet, så sørg for at indhente den nødvendige tilladelse fra pladeselskabet. Du kan få mere at vide om dette hos GRAMEX.

Sampling fra en samplings-cd

Hvis du sampler fra en af de samplings-cd'er, hvor der medfølger en licens og tilladelse til videre brug, behøver du ingen yderligere tilladelse. Du skal blot huske at skrive på anmeldelsen, at du har samplet fra sådan en cd. Hvis du er i tvivl om rettighederne på cd'en, så kontakt cd'ens producent og spørg.

Karl og Bjørn

PORTRÆT

To generationer og genrer

Læs og lyt

Sådan bruger du musik i en butik