Værd at vide, hvis du vil indgå aftale med et musikforlag.
Når du indgår en musikforlagskontrakt
Som udgangspunkt er det ophavsmanden - og kun ophavsmanden selv - der har ophavsretten til sine musikværker. Hvis en ophavsmand indgår en kontrakt med et musikforlag, mister ophavsmanden ikke sin ophavsret, men musikforlaget får nogle rettigheder til de værker kontrakten omfatter.
Indgåelse af musikforlagskontrakt
Indgåelse af musikforlagskontrakter er et indbyrdes anliggende mellem ophavsmand og forlag. Vi blander os ikke i indholdet og har ikke mulighed for at yde juridisk bistand, idet KODA repræsenterer begge parter. Men et samarbejde mellem vores medlemsforeninger har resulteret i at der nu er udarbejdet et "Code of Conduct" - der skal ses som en række anbefalinger til fremtidens musikforlagsaftaler.
Hvad gør musikforlaget for dig og din musik?
En musikforlagskontrakt går typisk ud på, at forlæggeren arbejder for udbredelsen af ophavsmandens værker og bistår ham/hende med tilladelser, værkanmeldelser til KODA m.v. Til gengæld får musikforlæggeren ret til at udgive musikken på tryk eller indspilning, samt ret til at få en andel af ophavsmandens KODA- og NCB-vederlag. Når et forlag har indgået aftale med en ophavsmand, optræder forlaget i rollen som originalforlag.
Hvor dækker aftalen?
Iflg. en typisk aftale mellem originalforlag og ophavsmand, har forlaget erhvervet rettighederne gældende for hele verden. Da et originalforlag dog ofte ikke selv arbejder på det udenlandske marked, kan originalforlaget, hvis det er aftalt i kontrakten med ophavsmanden, indgå aftale med et forlag i et andet land. Det nye (udenlandske) forlag optræder så i rollen som subforlag. Et originalforlag kan indgå aftaler med flere subforlag, som dækker hvert deres land/område.
Hvad er en generalkontrakt?
En ophavsmand kan indgå aftale med et forlag, som gælder for nogle bestemte af ophavsmandens værker, eller han/hun kan indgå en generalkontrakt med et forlag, hvilket betyder, at forlaget har ret til andele på samtlige af ophavsmandens værker. Generalkontrakten kan evt. være begrænset til at gælde fra en given dato eller i en bestemt, afgrænset periode.
Hvem kan jeg spørge til råds?
Vi opfordrer tit til, at man evt. henvender sig til en af de musikorganisationer, der har viden og erfaring på området. Det er bl.a. DJBFA (Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer), DPA (Danske Populærautorer), DKF (Dansk Komponistforening), DMFF (Dansk Musikforlægger Forening), DAF (Dansk Artist Forbund) eller DMF (Dansk Musiker Forbund).
Indhold af en musikforlagskontrakt
Vi kan ikke give eksempler på udformningen af en musikforlagskontrakt, men af hensyn til korrekt forvaltning af rettighederne samt korrekt anmeldelse af værkerne til KODA, gør vi opmærksom på en række forhold, der som minimum bør være aftalt i kontrakten mellem ophavsmand og forlag.
Oplysninger i kontrakten til brug for korrekt forvaltning af rettighederne samt korrekt anmeldelse af værkerne til KODA:
Navn på ophavsmand og forlag
Hvilke værker er omfattet af kontrakten
Størrelsen på forlagets andel
Kontraktens løbetid
Territorium
Kan forlaget, på ophavsmandens vegne, give tilladelse til bearbejdning af hans/hendes værker
Andelsstørrelse til evt. bearbejder, hvis værket oversættes eller arrangeres
Størrelsen på den samlede forlagsandel ved evt. subforlægning
Andelsstørrelse til originalforlag
Fra KODA kan et originalforlag maksimalt få 33,33% af ophavsmandens andel.
Fra NCB er der to maksimumgrænser for andelen til et originalforlag:
33,33% hvis der er tekst til værket, og komponist og forfatter ikke er samme person
50% hvis der ikke er tekst til værket, eller komponist og forfatter er en og samme person
Hvis en ophavsmand, der er medlem af KODA, indgår kontrakt med et forlag, der er medlem af et udenlandsk forvaltningsselskab, er ophavsmanden forpligtet til at overholde KODA's retningslinier for andelsstørrelse til originalforlag.
Andelsstørelse til subforlag
Når et originalforlag har indgået aftale med et subforlag, kan de to forlag tilsammen få op til 50% i andele fra KODA og normalt også 50% i andele fra NCB.
I afregningen fra NCB er der dog tilfælde, hvor det er muligt for et subforlag at indkassere samtlige 100%. Det kan forekomme, hvis subforlaget har betalt et forskud på afregningen for at repræsentere rettighederne. Originalforlaget skal i så fald dokumentere over for KODA, at ophavsmændene har fået del i dette forskud, og at de er indforstået med, at subforlaget indkasserer 100%, indtil forskuddet er dækket ind ("recouped"). Det kan ske, enten ved at ophavsmændene skriver under på værkanmeldelsen fra originalforlaget, eller ved at der medfølger en skriftlig erklæring.
Et subforlag kan desuden indkassere 100%, når et musikværk subforlægges i lande, hvor der enten ikke findes forvaltningsselskaber, eller hvor det er national praksis, at et subforlag indkasserer 100%. Det gælder for følgende territorier:
Sydamerika (ekskl. Brasilien og Argentina)
Fjernøsten (ekskl. Japan, Australien, New Zealand og Hong Kong)
Mellemamerika
Afrika (ekskl. Sydafrika)
USA


