Du er herForside>Kunde>Spørgsmål og svar
Del

Spørgsmål og svar: Kunde

Vis alle / Skjul alle

Vis/skjul svar

Hvorfor skal man betale til KODA, når man har betalt tv-/radiolicens?

DR og TV2 betaler til KODA for retten til at udsende musikprogrammerne til licensbetalerne. Licensen er med til at dække de produktionsomkostninger, radio- og tv-stationerne har, når de skal producere programmer.
Så selv om man har en tv/radio-licens, skal man også have en musiktilladelse fra KODA, når der spilles musik fra tv/radio i et offentligt lokale.
En licens dækker det at have apparatet, men ikke musikudnyttelsen. Der er altså ikke tale om dobbeltbetaling.

Vis/skjul svar

Hvem er ansvarlig for betaling af KODA-vederlaget?

Som udgangspunkt er det altid ejeren af en butik/forretning/virksomhed, der er ansvarlig for, at der betales til KODA, hvis der spilles musik.
Det er også indehaverens ansvar, selv om det måske er en leverandør, der fx har opstillet en videotrailer.
Ved koncerter og andre enkeltarrangementer, hvor der kræves polititilladelse, er det som udgangspunkt indehaveren af polititilladelsen, der er ansvarlig over for KODA. For restaurationer og hoteller er indehaveren af næringsbrevet ansvarlig for betaling til KODA og Gramex.

Vis/skjul svar

Er musikanlæggets størrelse af betydning for KODA-vederlaget?

Nej, det er ikke anlæggets størrelse, det kommer an på. Musik er musik, hvad enten lyden kommer fra et lille eller stort musikanlæg.

Vis/skjul svar

Skal man betale til KODA, hvis firmaets medarbejdere vil høre musik?

Ja, hvis over 40 ansatte har mulighed for at høre musikken.
I disse tilfælde er der ifølge lovgivningen tale om offentlig fremførelse i form af såkaldt musik til arbejdet. Virksomheder med filialer regnes som én virksomhed. Man betaler et beløb pr. medarbejder pr. år.
Det er altid indehaverens ansvar, at de aktiviteter som foregår i virksomheden holder sig inden for lovens rammer - herunder også betaling til KODA for den musik, der bruges - også selv om anlægget er opstillet af medarbejderne.

Vis/skjul svar

Hvis radio- eller tv-apparat står i butikkens personalerum, skal der så betales til KODA?

Ja, hvis man kan høre musikken i salgslokalet. Det afgørende er, om man kan høre musikken i et offentligt tilgængeligt lokale, dvs. at kunderne kan høre musikken. Hvis musikken ikke kan høres af kunderne, men kun i personalerummet, skal der ikke betales til KODA.

Vis/skjul svar

Hvorfor ikke opkræve KODA-vederlag i forbindelse med pladesalg?

Først og fremmest kommer ikke al musik fra plader, cd'er og bånd.
Derudover ville det blive dyrt og urimeligt at pålægge dem, der kun bruger musikken privat, en ekstra betaling for offentlig brug af musikken.

Vis/skjul svar

Hvorfor skal der betales til KODA, når kunstnerne i forvejen tjener penge på pladesalg og koncerter?

Når man køber en cd i en pladeforretning, køber man retten til at spille cd'en til privat brug - man har ikke betalt for at spille cd'en offentligt.
Vedrørende optræden får kunstneren løn for sin optræden som udøvende kunstner (musiker). Der er altså ikke betalt til dem, der har skrevet musikken - også selv om der måtte være sammenfald mellem fx musiker og komponist.

Vis/skjul svar

Hvorfor skal en forretning betale til KODA, når man har købt de cd'er, der spilles?

Betaling af vederlag til KODA dækker retten til at spille musik offentligt. Man betaler altså ikke for noget fysisk, men for retten til at gøre noget, der i henhold til lovgivningen kræver tilladelse. Man kan sammenligne det med broafgiften for at køre over Storebæltsbroen: Bilisterne betaler en afgift for retten til at benytte broen. Broafgiften skal bidrage til finansieringen af brobyggeriet. På samme måde bidrager betalingen af KODA-vederlag til, at komponisten får sin løn for arbejdet med at komponere musikken. Derudover er der et rimelighedsaspekt: Når nogen drager fordel - ofte kommerciel fordel - af at bruge musikken, er det rimeligt, at man samtidig betaler et vederlag til dem, der har skabt denne musik.

Vis/skjul svar

Hvad sker der, hvis man ikke vil indgå en aftale med KODA, men bliver ved med at spille musik?

Hvis man fortsætter med at spille musik uden aftale med KODA, vil der under alle omstændigheder blive sendt en opkrævning. Derudover forbeholder KODA sig ret til at opkræve et forhøjet vederlag og i gentagelsestilfælde at nedlægge fogedforbud mod musikbenyttelsen.

Vis/skjul svar

Skal man også betale for udenlandsk musik?

Ja, for i de fleste lande verden over findes en organisation som KODA. Alle disse organisationer har samarbejdsaftaler, der sørger for, at komponister, forfattere og musikforlag får betaling, når deres musik spilles offentligt. KODA sender således penge for den udenlandske musik til KODA's søsterselskaber verden over. Tilsvarende modtager KODA penge fra søsterselskaberne når dansk musik spilles i udlandet. Hvert selskab sørger for, at pengene bliver fordelt til de rette komponister, tekstforfattere og musikforlag.

Vis/skjul svar

Hvorfor skal der betales til Gramex?

Når musikken spilles fra cd'er, bånd etc. skal der ud over KODA betales til Gramex. Gramex repræsenterer de udøvende kunstnere og pladeselskaber, når deres indspilninger på cd, bånd, plader etc. spilles offentligt. Gramex repræsenterer altså andre rettighedshavere end KODA.
Rent praktisk opkræves Gramex-beløbet af KODA, så der kun skal betales ét sted.

Vis/skjul svar

Hvad koster det at spille musik?

Prisen på musik afhænger af hvor fremtrædende en funktion den har - dvs. af hvordan musikken bruges. Det er f.eks. dyrere at spille musik til koncert eller på et diskotek, end at bruge baggrundsmusik i fx butik eller restaurant. Prisen for baggrundsmusik afhænger altid af lokalets størrelse, medens prisen for musik til koncert, bal, fest mv. afhænger af arrangementets art og omfang. For at KODA kan vejlede dig bedst muligt om prisen for et konkret arrangement, er vi nødt til at kende antallet af deltagere, og af om der betales entré til arrangementet.

Du kan læse mere om priser under Find din branche, hvor du under hver kategori kan printe oplysningsskema og prisliste ud i pdf-format.

Hvis du har brug for information og vejledning om, hvordan du bruger baggrundsmusik bedst i netop din type virksomhed, kan du læse mere under Musikkens værdi.

Vis/skjul svar

Hvornår skal der betales til KODA?

Der skal altid betales, når der spilles musik offentligt. Næsten alle arrangementer, hvor der ikke er tale om at spille musik inden for hjemmets fire vægge, er offentlige. Også foreninger skal have musiktilladelse fra og afregne til KODA, når der spilles musik for foreningens medlemmer, fx i sportsforeningen eller i filmklubben. Selv om det er et orkester, discjockeyen eller et tivoli, der spiller musikken, er det altid den ansvarlige arrangørs opgave at sørge for en musiktilladelse og betaling til KODA.

Det bedste er at kontakte KODA, før arrangementet afholdes. Så sørger KODA for aftalen - og man undgår at blive overrasket af en uforudset regning.

De aftaler, KODA har med DR, TV 2 og lokalradio/tv-stationerne, gælder kun radio/tv-stationernes ret til at udsende musikken til private husstande. Aftalerne giver derfor ikke modtageren ret til at spille musik fra radio og tv, hvor der er offentlig adgang, fx i et forretningslokale. Butiksindehaveren skal derfor selv søge tilladelse hos KODA.

Vis/skjul svar

Hvem går pengene til?

Kunders betaling af vederlag sker til KODA, som sender pengene videre til dem, der har lavet musikken. I praksis har den enkelte komponist eller forfatter ikke mulighed for at håndhæve sine ophavsrettigheder over for alle, der spiller hans eller hendes musik offentligt. Lige så lidt har de, der bruger musikken, mulighed for at afregne til de enkelte kunstnere. Ved at melde sig ind i KODA giver kunstnerne KODA fuldmagt til at udstede de nødvendige tilladelser og opkræve de aftalte vederlag på deres vegne.

Over hele verden har KODA søsterselskaber, som på tværs af landegrænser arbejder sammen. Dette betyder i praksis, at KODA ikke alene repræsenterer dansk musik, men hele verdens musikrepertoire.

Vis/skjul svar

Er KODA-vederlaget fradragsberettiget?

Ja, hvis man bruger musik i sin virksomhed, er vederlaget normalt en fradragsberettiget udgift.

Vis/skjul svar

Er der moms på KODA-vederlaget?

Nej, der er ikke moms på KODA-vederlaget. I henhold til en bestemmelse i momslovgivningen er forfatter- og komponistvirksomhed ikke momsbelagt.

Vis/skjul svar

Kan man frikøbe en melodi og derved slippe for KODA-vederlaget?

Hvis man som komponist, forfatter eller musikforlag har meldt sig ind i KODA, har man overdraget sine rettigheder til KODA, som så vil varetage dem.
Derfor kan ophavsmanden ikke indgå aftaler om betaling uden om KODA.
Det samme gør sig gældende, hvis en virksomhed får komponeret en melodi fx til brug som ventesignal i telefonlinierne. Man kan ikke frikøbe melodien - der skal altid betales til KODA, hvis ophavsmanden er medlem af KODA.

Ibrahim Electric

PORTRÆT

Elektrisk urenergi

Læs og lyt

Se nyeste og tidligere udgaver af KODA's medlemsblad
Læs interview med KODA's direktør Anders Lassen