Tilmeld nyhedsbrev

KODA’s nye direktør er villig til at eksperimentere

Anders Lassen tilrådte stillingen som KODA's nye direktør i november 2010. Vi har spurgt ham, hvad han vil gøre for musikbrugerne i Danmark og hvordan det vil blive anderledes at være kunde i KODA med ham som direktør.

Hvordan vil det blive anderledes at være kunde i KODA med dig som direktør?
Jeg tror at nogle ting vil blive anderledes med mig som direktør. Sådan er det jo. Som direktør sætter man et stort præg på en virksomhed eller organisation. Først og fremmest ser jeg mig selv om en generel leder. Det vil sige, at jeg ikke ønsker at være den karismatiske figur, der ved og kan alt om alle dele af virksomheden bedre end alle andre. Jeg ser mig selv om holdlederen, der sætter holdet og sikrer, at der er de rigtige spillere på alle poster, og at alle kender strategien og arbejder mod et fælles mål. Det er teamet, der skaber succeserne - ikke enkeltpersonerne. Og så har jeg en god forståelse for, hvad digitalisering betyder for en branche, og hvilke muligheder og trusler det byder på. Der kan jeg bidrage med noget erfaring fra andre brancher.

Hvad vil du gøre for musikbrugerne i Danmark?
Musikbrugerne kommer til at mærke det ved, at jeg nok er mere villig til at eksperimentere og lave forsøg. I en verden, der forandrer sig så hurtigt, som vores gør nu, så skal vi efter min mening være parate til at satse og til at eksperimentere. Og så hurtigt lave tingene om igen, hvis de ikke fungerer. Men det nytter ikke at sidde på sin flade og tro, at det nok går over, hvis man lukker øjnene. Det er opskriften på fiasko.

Hvad ser du som KODA's vigtigste opgaver?
Vi skal sikre, at der også i fremtiden bliver skabt værdi for dem, der producerer og har rettigheder til musik. Det er vigtigt for at holde hele økosystemet i gang og dermed sikre, at der også kommer ny musik i fremtiden. Jeg synes, at det er dejligt, at musikken som kunstform ikke er 100 pct. afhængig af offentlig støtte, men at der skal skabes penge af systemet selv. Og KODA er en vigtig brik for at holde dette system kørende - nu og i fremtiden.

Og så skal vi sørge for at overbevise dem, der skaber musikken om, at KODA er den bedste partner til at forvalte og skaffe penge til dem i Danmark. Og vi skal forklare brugerne, at de ikke betaler en "skat" eller en dummebøde, når de betaler til KODA, men at de får retten til at bruge en masse god musik, der kan give en reel værdi. Vi skal gøre det tydeligere for vores kunder, at de skal være glade for, at KODA laver alt det "kedelige arbejde" med at sørge for, at pengene ender det rigtige sted, og at kunsterne dermed får betaling for deres arbejde og dermed kan fortsætte med at skabe ny musik.

Hvorfor valgte du at søge jobbet som direktør i KODA?
Jobbet i KODA er en rigtig stor udfordring, som jeg blev meget fristet af. Både fordi der skal ske en masse forandringer i de kommende år, og fordi mange af disse forandringer er drevet af de samme teknologiske forandringer, som jeg har beskæftiget mig med i snart mange år. Desuden betyder det rigtig meget for mig at komme til at arbejde med musikken. Musik betyder rigtig meget for mig og for mange andre mennesker. Og så er der også et element af idealisme i at arbejde i KODA, og det kan jeg godt lide.

Hvad mener du med idealisme?
Jeg tror jo på, at musik skaber en masse værdi i vores liv. Det rører vores følelser som næsten intet andet; det gør os glade og sorgfulde, energiske og afslappede. Så det at arbejde for at skaffe penge til de mennesker, der rent faktisk skaber musikken og dermed gør så meget for os andre, synes jeg virkelig er et godt formål.

Koda
Landemærket 23-25, Postboks 2154
1016 København K
Tlf.: 33 30 63 00      
info_@If you can read this, please upgrade to a modern browser.koda.dk

  • Kunde
  • Nyheder

    Tilmeld Nyhedsbrev