Ole Dreyer – fra punk til musikforlægger

Musikforlægger, medlem af Kodas bestyrelse, formand for Musikforlæggerne, tidligere klubejer, smed, fotograf, booker, manager og ejer af eget kommunikationsbureau – kært barn har mange navne. For musikforlægger Ole Dreyer har kærligheden til musikken igennem snart et halvt århundrede været en stor drivkraft – så stor, at et job ad gangen sjældent har været nok.

Punken var det, der startede det hele

Når man googler Ole Dreyer, lander man blandt andet på en fotoreportage fra start 80’erne, som er et dyk ned i den dengang spirende punkbevægelse og afslutningen på bz-bevægelsen – en fotoreportage lavet af den dengang kun 19-20-årige Ole Dreyer:

’Starten på det hele kom fra punkbevægelsen. Det er og var den musikstil, hvor jeg ’hoppede på toget’. Jeg var omkring 16 år. Jeg hørte Hans Otto Bisgaard introducere bandet ’The Ramones’ i radioen i 1977, tog til koncert, og så var jeg solgt!  Det var svært at få fat på musikken dengang. Pladerne var svære at skaffe, men Superlove (pladebutik), begyndte at få noget hjem. Jeg spillede også selv i nogle bands, bl.a. Black Badges, og omkring 1979 kom jeg i kontakt med folkene bag pladeselskabet Irmgardz. Jeg var den der ’havde et kamera’ udover at spille i diverse band på Concert of The Moment, og derfor kunne jeg hjælpe med noget cover. Ud af mit lokale miljø i Albertslund fandt jeg ud af, at jeg var god til at arrangere, og tænkte ’hey, vi udgiver da bare nogle plader’ – så punken var starten på det hele’, fortæller Ole Dreyer.

Netværket blev grundlagt

I årene efter tog tingene fart for Ole Dreyer, som udgav for en række danske kunstnere bl.a. Martin Hall, og manager-rollen var noget af det, der fyldte mest:

’Jeg var dengang manager og pladeselskab for bandet Kalashnikov, og begyndte så at arbejde med Dansk SAM, et distributionsselskab, da det var en umulighed hos de store produktionsselskaber. Jeg fik nogle kontakter i London og blev en del af den engelske branche. Det var med toget til Esbjerg, en kasse vinyler under armen, og så færgen til England’, siger Ole Dreyer om, hvordan det var, at etablere netværk dengang.

"Et nyt band, der hed Miss B Haven, dukkede op, og dem ville jeg bare hjælpe ud i verden, og begyndte at arbejde for It’s magic, og fik signet dem til Warner i London. I 1989 nævnte min ven Ib (Kalashinikov), at Rust stod tomt. Så fandt vi på at lave et spillested. Så åbnede vi bare Rust. Sådan var det. Ikke langt fra beslutning til handling. Og det skulle være med det musik, vi godt kunne li'. Præmissen var, at man skulle kunne stå med en hjemmelavet burger i den ene hånd og en cappuccino i den anden hånd, hvilket var et særsyn dengang", griner Ole Dreyer, og fortsætter: "Dengang gik danskerne kun 'ud' og hørte livemusik fredag-lørdag – og det lykkedes os at få flere dage ind i en koncertuge".

Med kærlighed til mange job på én gang

Ole Dreyer har altid holdt meget af at arbejde meget – og gerne flere jobs på én og samme gang, men nogen gange, når man også til et sted, hvor man må videre:

"Efter et par år med Rust brændte jeg ikke så meget for projektet. Jeg var samtidig manager for Sharing Patrol, og fik herefter et job på PDH, hvor jeg bl.a blev manager for Dizzy Mizz Lizzy", siger Ole Dreyer og fortsætter:  

"Booking var jeg også ved at være færdig med, og forlod PDH, og gav EMI Publishing i Sverige et kald – de stod lige og skulle etablere sig i Danmark. Jeg kom forbi til kaffe, og så blev jeg publisher. Og fra min tid i London vidste jeg, hvad publishing rent faktisk kan gøre. Ved udgangen af 2011 lukkede EMI Publishing de fleste kontorer, da de blev solgt til Sony, men inden da lykkedes det mig at få udviklet publishing til det, det kan her i Danmark lige nu".

Og arbejdet som publisher er kommet for at blive, fortæller Ole Dreyer, og har grebet om sig:

"I 2011 etablerede jeg Nordic Music Society sammen med Jon Madsen og Tom Jensen. Samtidig startede jeg Turner Music International (Don Turner Management hed mit gamle management), som er et selskab, som skal kunne indeholde, hvad jeg har af musik uden for Nordic Music Society".

Kommunikation med musik som omdrejningspunkt

Efter årtier i musikbranchen opstod trangen til at tilegne sig viden på andre områder, og det resulterede i, at Ole Dreyer tog en master i kommunikation, og åbnede sit eget kommunikationsbureau – Ole Dreyer Kommunikation, som han stadig har:

"Jeg tog en master i kommunikation, fordi jeg var træt af musikbranchen. Jeg åbnede mit eget kommunikationsbureau, hvor vi har særligt fokus på netværksdannelser mellem mennesker, foreninger og virksomheder, internt værdiarbejde og ekstern strategisk kommunikation. Men jeg har besluttet mig for også at blive ved musikken", afslutter Ole Dreyer.

Fire hurtige til Ole Dreyer:

Du er en del af Kodas bestyrelse: Hvad er dine tanker om den nye konstellation og det fremtidige arbejde i bestyrelsen?

Det er skønt, at der er blevet åbnet op for valg af nye medlemmer. Men samtidig er det rart, at vi har kunnet fastholde de fire formænd. Det er væsentligt at kunne fastholde kompetencerne, når man har med en forening, der snart omsætter for 1 mia. kr., at gøre. Lige så vigtigt er det, at der kommer nye kræfter ind, som kan byde ind med andre kompetencer. Jeg synes, at vi har løst den opgave, som i sin tid blev stillet af EU, rigtig fint. Vi har skullet afgive magten, og det synes jeg, vi har gjort godt. Jeg er glad for, at man kan stemme til en generalforsamling. Jeg ser positivt frem til det kommende arbejde, der tegner rigtig spændende. Mere uforudsigeligt, men spændende.

Og bestyrelsesarbejdet er enormt interessant. Jeg har siddet 8 år i Kodas bestyrelse. Jeg var med til den historiske generalforsamling i Moltkes Palæ - den hidtil største i Kodas historie, og jeg har været med i hele processen med at 'vende skuden'.

Hvordan forener du dette arbejde med arbejdet som bestyrelsesformand i Musikforlæggerne?

Det er næsten det samme, jeg skal gøre - jeg skal selvfølgelig holde sammen på medlemmerne, hvor jeg i Kodas bestyrelse skal tale de mange musikforlæggeres sag. Så det er en naturlig forlængelse. Vi har heldigvis også to andre musikforlæggere med i Kodas bestyrelse, og det er rigtig fint. Der er en god forståelse for, at vi er med til at udvikle forretningen, og at vi udgør en vigtig del af Kodas omsætning.

Blandt musikforlagene er der mange ildsjæle, og i Musikforlæggerne er vi kun 30 medlemmer, så vi kender alle sammen hinanden og hygger os med hinanden, selvom vi også er konkurrenter.

Jeg har været medlem siden 1999, og formand gennem de sidste fire år. Det er også en forening, der har været igennem en forandringsproces. Vi er gået fra at være 13 medlemmer, og vil gerne være med, hvor der tales musikpolitik, så der sker også rigtig meget.

Du er glad for at have ’mange jern i ilden’ – hvordan oppebærer du det ’drive’?

Jeg har skåret ned på arbejdet de sidste par år, så jeg nu har en 40-timers arbejdsuge. Men mit arbejde er meget lystbetonet, og hvis jeg har lyst til noget, så engagerer jeg mig i det. Mit ’drive’ kommer af at være søgende. Jeg har også kun lavet ting, jeg godt kan lide – med mennesker, jeg kan lide. Jeg har opbygget et kæmpe netværk gennem min tid, hvilket er en stor styrke. Jeg kan ikke gå en tur igennem byen uden at møde gode, spændende typer, og det er jo et fantastisk privilegie.

Hvad lytter du til af musik?

Rockmusik – punktum. Og så kan jeg godt lide historiefortællere. En amerikaner med sin guitar, som også fortæller historier mellem numrene. Et eller andet sted imellem The Who, Elvis Costello, The Clash, Neil Young og Lou Reed, er dem som har fyldt mest hos mig. Typen med en guitar i hånden finder jeg ofte på Tønder Festival. Irsk folkemusik interesserer mig f.eks. ikke - det skal være en amerikaner, hvor musikken er dybt forankret.