Musik skal vækste danske oplevelseserhverv
Leder fra KODA / DK nr. 2 2009
Tekst: Trine Nielsen, markedsdirektør i KODA.
I KODA mener vi, at musik har et uhørt stort potentiale - ikke mindst i oplevelsesøkonomien. Det er der heldigvis også mange andre, der tror på, og derfor er det lykkedes os at samle mere end 50 organisationer, virksomheder og uddannelsesinstitutioner om Musikzonen. - Et projekt som i april fik bevilget 9,4 mio. kr. fra Erhvervsministeriets globaliseringsmidler.
"Musik, computerspil og madkultur er områder, hvor Danmark har et stort erhvervspotentiale, og hvor vi allerede har markeret os stærkt internationalt." Sådan sagde økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen om baggrunden for uddelingen af globaliseringsmidlerne. Og i KODA er vi utroligt glade for, at erhvervslivet har hørt og set, at dansk musik spiller godt og måske bedre end nogensinde - både herhjemme og uden for landets græns
Samling og vækst
KODA's strategi er bl.a. at være med til at samle musikbranchen og at skabe opmærksomhed på musikkens værdi. Med Musikzonen har vi fået et projekt, der kan begge dele. Ikke blot fordi hele den danske musikbranche er repræsenteret i projektet, men også fordi erhvervslivet er med, og det er især her, økonomien i musikken kan øges og styrkes.
I Musikzonen vil der blive skabt aktiviteter med og om musik, der kan udvikle og vækste platforme, netværk, videndeling, teknologi, events m.m. - Alt sammen noget som kan få musikken ud i alle afkroge af Danmark og i verden. Og noget som det er værd at investere tid og penge i.
Visionen for musikzonen er, at Danmark i 2015 er et af Europas førende lande, når det gælder skabelse, fremførelse, formidling og anvendelse af musik. Ønsket er at skabe vækst og innovation, der både fører til fordele for dem, som bruger musik, dem som formidler musik, og dem som skaber den. Det gælder både i elektroniske medier og digitale medier, live ved koncerter og events samt som en del af produkter og services i et større antal brancher.
