INTERVIEW MED KodaS JURIDISKE OG INTERNATIONALE CHEF JAKOB HÜTTEL
Skærpede EU-krav er velkomne
EU vil skabe mere åbenhed i forvaltning af rettigheder. Det lever Koda allerede op til. EU vil gøre det lettere at licensere rettigheder. Det bakker Koda helt op om. Jakob Hüttel, juridisk og international chef, holder øje med den globale udvikling på vegne af Kodas medlemmer.
Når internationale musikudbydere vil drive forretning på tværs af europæiske grænser, kan det være nødvendigt at lave rettighedsaftaler i en stribe lande og med mange forskellige forvaltningsselskaber og musikforlæggere.
Flere af de multinationale musiktjenester synes, at det er for besværligt, og derfor har EU-politikerne længe forsøgt at skubbe i en retning, hvor forvaltningsselskaber (som Koda) og musikforlæggere finder sammen om fælles løsninger på tværs af grænser.
Koda vil gerne være med til at lette licenseringen for de multinationale selskaber.
Kodas juridiske og internationale chef Jakob Hüttel følger udviklingen nøje på vegne af medlemmer og kunder.
”EU-Kommissionen har tidligere set på området, men det er ikke blevet lettere at købe rettigheder på tværs af landegrænser i de senere år. Faktisk stiger frustrationen i stedet hos musiktjenesterne, fordi de nu både skal lave aftaler med forvaltningsselskaber og et stigende antal musikforlæggere, som selv vælger at forvalte deres online-rettigheder. EU vil derfor med et nyt direktiv skubbe udviklingen mod fælles rammeforhold, så den grænseoverskridende licensering bliver mindre besværlig,” fortæller Jakob Hüttel.
”The Nordic Model” viser vejen
Han understreger, at de politiske bestræbelser er helt i tråd med Kodas egne intentioner på området.
”Det er nok Kommissionens håb, at man kan tilskynde forvaltningsselskaber og andre rettighedshavere til at finde sammen, så fx en musiktjeneste på nettet ikke skal så mange steder hen for at købe sine rettigheder. Det mener Koda er fornuftigt, og det er en udvikling, vi for længst har været med til at gennemføre på nordisk basis. Her har vi sammen med NCB adskillige års erfaring fra otte lande - i Norden og Baltikum - med at håndtere fællesnordisk samarbejde omkring online-området, hvor de nordiske forvaltningsselskaber tilbyder fælles aftaler. ”The Nordic Model” er netop af EU blevet fremhævet som forbilledlig på rettighedsområdet. Samarbejdet reducerer omkostninger for Koda, og det gør det nemt for vores kunder at få aftaler på tværs af grænser,” siger Jakob Hüttel.
Bedst og billigst
Han peger på, at Koda er meget opmærksom på, at opgaven med at forvalte rettighederne til musikken ikke længere er noget givet.
”De store multinationale musikforlag har i praksis mulighed for selv at forhandle deres online-rettigheder; i hvert fald til de store pan-europæiske musiktjenester. Vi er altså kun interessante samarbejdspartnere, så længe vi kan forvalte billigere og bedre, end de multinationale selskaber selv kan. Det er en value-for-money-målsætning, som Koda hele tiden har for øje. Forretningsmæssigt er det en stor fordel for Koda, hvis vi kan tilbyde kunderne et så stort repertoire som muligt. Derfor har vi altid haft fokus på at forblive den primære forvalter af musikrettigheder i Danmark. Vi skal agere som et moderne forvaltningsselskab med stor fleksibilitet overfor medlemmernes og kundernes skiftende ønsker. Her har vi et godt argument i 2011-regnskabet, som viser øget effektivitet, faldende omkostninger og stigende indtægter,” konstaterer Jakob Hüttel.
Kortene på bordet
Fra EU's side har man også et skeptisk blik til forvaltningsselskabernes åbenhed i afregning og regnskab. Eller mangel på samme fra nogle selskaber.
”Men heller ikke på dette område behøver Koda frygte skærpet lovgivning, for vi har en lang og god tradition for at være så gennemsigtige i forvaltningen som muligt. Det gør vi ad frivillighedens vej. Ikke på grund af lovkrav. Vi fremlægger gerne regnskaber og prøver at være så detaljerede som muligt i vores afregning til medlemmer,” fortæller Jakob Hüttel.

- EU-kommissionen forventes snart at skærpe kravene til Koda og organisationens søsterselskaber rundt i Europa. Ifølge juridisk og international chef, Jakob Hüttel, er det krav som Koda allerede opfylder.

”Jeg har været afhængig af min Koda-indkomst i mange år, og jeg synes, at det professionelle niveau i Kodas afregninger giver mig en sikker base for min komponist-virksomhed rundt omkring i verden.” Læs mere
- Jacob Groth, komponist
Årets highlights
Januar
Lokalradioer streamer frit
September

